Har ikke også du undertiden
i kirken, på fjeldet,
når alt med engang taug,
hørt det lisom hviske, nynne, kvidre,
ja mylre udover fra gjemte bur,
fugle flyve ud.
Jeg tror, at det
er vår i dig selv.
Vår, som har hvilet,
vår, som vågner,
vår, som vil visne,
hvis den ei vækkes.
av Sigbjørn Obstfelder